Vinterforråd

Efteråret har længe været over os, og snart er det vinterens tur til at tage over.
Her hos os har vi efterhånden fået klaret de fleste af de sysler, som nu engang skal klares, når man har en delvis selvforsynende husholdning.
Kål, rødbeder, græskar, selleri, løg og kartofler har vi rigeligt af. Hasselnødderne gav stort udbytte i år, og for første gang har det været muligt at få en lille høst i hus af valnødder fra det træ, jeg fik til min 50-års fødselsdag. Der er syltet agurker og grønne tomater, og der er også lavet henkogte tomater. Chili er lagt til tørring og i fryseren. Den er også fyldt af frugt til marmelade og tærter, og der er lavet gele til de stegte sager. Æblehøsten var stor i år, og der er rigeligt æbler til langt hen på foråret. Pærer er der vist en lille smule tilbage af endnu.
Tilbage i haven står endnu bladselleri i massevis, som vi prøver at skærme for nattefrosten med en pressenning. Så er der den selvsåede bladbede, og selvfølgelig også rosenkål, grønkål, jordskokker og porrer som godt kan klare vinteren derude. Har jeg mon glemt noget?
Drivhuset er næsten tømt for sommerens planter og i stedet er der sat salat, som måske, måske ikke klarer vinteren. Planen er, at der skal komme frisk salat i maj, som det er lykkedes for mig flere gange tidligere.
Som et dejligt supplement til de dyrkede sager har vi de sidste par år hentet svampe i skoven. Specielt tragtkantarellerne er gavmilde i "vores skov".

 

I dag fik vi samlet den største høst i år, og vi fik 3 3/4 kg med hjem i kurvene.


Svampene er nu lagt til tørring, og sammen med de glas vi allerede har stående, har vi vist rigeligt til risotto og omeletter.




 Alt i alt er vi stort set klar til at vinteren definitivt melder sin ankomst, og lagrene er fyldte og vores havesamvittighed er god.

Så gik den sommer

Nu er det vist blevet tid for at skrive lidt til Jyllands mest forsømte blog.

Efter en god sommer med masser af havearbejde, ferie og lange lyse aftner, så er det tydeligt at indendørs sæsonen nærmer sig med hastige skridt. Der bliver derfor nok også lidt mere tid til at tage hånd om bloggen, strikketøjet og slægtsforskningen i efterårets og vinterens løb.

Da vi her i huset af en eller anden grund altid får spist aftensmad lidt vel sent, så er der på denne tid ikke meget lys tilbage til at være udenfor, når det værste er ryddet tilside efter måltidet. Derfor skyndte jeg mig i dag afsted på min cykel ned i skoven. Efter sidste torsdags og weekendens regn, så tænkte jeg, at så måtte der efterhånden være tragtkantareller at finde. Jeg har været på udkig et par gange, men det har været for tidligt og for tørt. En enkelt gang i sommer fandt jeg en god portion ægte kantareller, men da jeg ugen efter ville hente en ny portion, så var der ingen!!! Oveni købet

havde "tyven" totalt ribbet stedet, så der ikke var den mindste lille rest tilbage til at sikre en ny

omgang kantareller. Totalt dårlig stil.

I dag var der endelig bid. Den første lille portion af de fineste små lækre tragtkantareller. Jeg kan dog også her se, at jeg ikke er den eneste der kender stedet. Hvis der kommer lige så mange her i løbet af den kommende tid, som der var sidste år, så er det dog ikke noget problem, hvis jeg skal dele stedet med en anden svampe-samler.

Her er de små lækre svampe. Vist lige nok til en lækker portion risotto til to.

Den fantastiske digitale verden - en forfærdelig tidsrøver

Nu er fru Jensen den lykkelige ejer af en Iphone, og den er sammen med Ipaden, som jeg fik til min fødselsdag, skyld i mange timers både glæde og frustration. Det er nogle utrolige ting, man kan få vristet ud af de to "maskiner", men de er også skyld i mange grå hår. Stor er dog også stoltheden, når endnu en teknisk installationsnød et knækket. Det var en god dag, da jeg fik opgraderet Ipaden, så de fotos jeg tager på mobilen automatisk går ind der også. Seneste nye frustration, som lige stjal en time af min aften, er det nye tilbud fra Waoo om webtv. Jeg har fået det til at virke på den bærbare, men indtil videre må jeg smide håndklædet i ringen mht. Paddy. Nu er det ikke meget tv der bliver brugt tid på her i huset, og der er heldigvis stadig dr.nu, som fungerer fint på Paddy og på Iphonen. Endelig så kommer der nok nogle mørke vinteraftner igen, hvor den slags tidsrøveri er mere oplagt, for lige nu handler det bare om at komme ud i vejret og nyde haven og blomsterfloret.

Skovbyens 1. maj

Så drog vi hastigt igennem april måned og nåede frem til en flunkende 1. maj-dag. Lidt blæsende, ok, men en dejlig forårsdag med udsprungne bøgegrene fra skoven og kirsebærtræer i blomst. Som traditionen er, holder vi vores egen 1. maj her i Andkær Skovby. Det foregår i den vestlige ende af Skovbyen hos Margit. Vi savner Hans iblandt os, men dagen foregår helt  i Hans's ånd. Med hammer og segl på flagstangen sammen med Dannebrog og med afsyngning af de gode gamle arbejdersange behørigt fulgt på vej af Jørgens guitar. En 1. maj-tale hører også til og i år var det Ingelise, der talte om 1. maj-traditionen. Hun sluttede af med at give et hib til regeringen om at få gjort noget ved ungdomsarbejdsløsheden, som er tidens største problem. Tilhørerne var helt enige. Bagefter sild, kartoffelsalat, frikadeller, pølser og Margits gode hjemmebagte pølsebrød. Lidt øl og vin, og til sidst kaffe og rabarberkage. Selvfølgelig behørigt fulgt af hyggelige samtaler og godt selskab.

                                                           Tak for en god eftermiddag.

Vemdalen on my mind

Vores skiferie er en hellig institution i vores familie. Hvert år siden 1990, med ganske undtagelser, har vi været afsted til enten Norge eller Sverige for at løbe på ski. Oftest har det været i vinterferien pga. Franks arbejde, men vi har også været afsted omkring påsketid. Denne gang blev det så igen påsken, der stod for tur, da datter Anna pga sin skolepraktik ikke havde vinterferie. Valget af destination blev derfor Sverige, da det er hammerdyrt at leje hytte i Norge i påsken. Vores tur gik til Storhogna i Vemdalen, som ligger på grænsen mellem Härjedalen og Jämtland. Vi har været der 3 gange før, senest i 1998. Dengang var vores døtre ikke helt de skihajer, de er i dag, og vi er da også selv blevet noget mere øvede, så vi var lidt spændte på, hvordan vi ville opleve området. En yderligere spænding var så desuden, om der overhovedet ville være noget sne at køre på. Heldigvis var der rimeligt med sne både på bakkerne og i terrænet. På højfjeldet var der dog noget iset sine steder, da det jo havde været tø op til påskeugen, samt en del snefygning. Pigerne ville køre slalom de første 3 dage, og så stå på langrend sammen med os de sidste 3 dage. Skibakken på Storhogna var ikke helt tilstrækkelig til pigernes behov, så i stedet kørte de til Vemdalsskalet, som ligger ca. 10 km fra Storhogna.
Her havde de gode dage på bakkerne, mens vi var ude at afprøve skisporene, både de opkørte og de afmærkede. Sammen var vi på nogle gode ture med fin sol og besøg på diverse fjeldstuer med kaffe- og vaffelservering. Når vi tidligere har været afsted til vemdalen, har vi ikke altid haft økonomi til at købe os til servering, men har måttet nøjes med medbragt kaffe/te og varm saft. Denne gang tog vi derfor revanche, og måtte absolut ind i alle hytterne og prøve kaffekvaliteten og hyggefaktoren.
En af hytterne var Jaktstugan, hvor vi sidst kom forbi i 1998, hvor sønnen Mikkel også var med samt vores søde border collie Laddie. Det var ret sjovt at se stedet igen, og fint var det, at vi havde et billede fra dengang til sammenligning. Besøget i år var langfredag, så der var masser af svenskere, der var ude at lufte skiene i det fine solskin.

 Vemdalen kan varmt anbefales, men der ER langt at køre. Omkring 700 km fra Göteborg, og da den mest direkte vej er ad Indlandsvägen, er det en sen vej at køre. Vi tog en overnatning i Sunne på vej op, og gjorde desuden ophold i Mora næste dag, hvor vi genså Zorn-museet, som vi ikke havde set siden pigerne var ganske små, og vi havde været i fjeldet en sommer. Da vi kørte hjem tog vi hele turen i et hug, men havde så god tid undervejs, at vi kunne komme ud at strække benene flere gange, samt få købt lidt ind af glutenfri- og laktosefri produkter, som der findes stort og billigt udvalg af i Sverige.
Trods den lange vej, så kan det ikke udelukkes, at der vil blive flere besøg i Vemdalen for vores vedkommende, for det er et herligt område for både alpinister og langrendsentusiaster.

Er jeg økofeminist?

Jeg læste en artikel i Information for et par uger siden: "Kvindekampen rykker tilbage i køkken og have"  (8. marts var det selvfølgelig). Efterhånden er der en del unge kvinder, som begynder at prioritere det nære liv, dyrke haven og tilbringe mere tid i køkkenet med at lave god og sund mad, og som kalder sig selv økofeminister. Det synes jeg jo lyder sympatisk eftersom det er den måde, jeg har forsøgt at leve mit liv på. Det er ikke, fordi kvinderne vil holde op med at kæmpe for ligestilling, men de mener, at det måske netop er  i det nære liv, at kampen for ligestilling begynder? I USA er der ligefrem en bevægelse, som hedder "Radical homemakers", og som består af både kvinder og mænd. Tanken bag deres bevægelse er, at der generelt er noget galt med magtbalancen i verden. Når man ikke selv dyrker sin egen mad, når man forbruger helt vildt af verdens ressourcer, så går det ud over nogle mennesker et andet sted i verden. Derfor må man begynde at tage vare på verden ved at begynde at gøre mere selv, at sørge meget mere basalt for sig selv. Disse tanker er ikke nye, for de fandtes allerede i kollektivbevægelsen dage. I de kollektiver, jeg boede i, var det bestemt også en indstilling, som vi var en del af. Vi dyrkede vores egen have og prøvede at leve i respek for naturen og verden omkring os. Vi deltog i, og købte mad i økologiske indkøbsforeninger, for dengang i 80'erne var det ikke muligt at købe økologiske varer i almindelige butikker.
Det er jo lidt sjovt, at det, som har været en naturlig ting i over 30 år nu er gået hen og blevet en trend, ikke?

Her er lige et billede af efterårets høst af vores egne "radical homemade" kålhoveder.

Sol Gabetta

I fredags var Frank og jeg en tur i DRs koncertsal for første gang. For et par år siden faldt vi over den unge og talentfulde cellist ved navn Sol Gabetta, som vi hørte en cd med, og vi syntes det var fantastisk. Musikken på cd'en var af Edward Elgar og indspillet med DR's symfoniorkester. Da vi derfor så, at hun atter skulle spille i koncertsalen købte vi straks billetter. Koncerten var en stor oplevelse. At være der selv, indfange atmosfæren og være så tæt på denne dygtige og indlevende musiker, de mange dygtige musikere i orkesteret og den dygtige engelske (og humoristiske) dirigent  Pual McCreesh. Programmet var en symfoni af Schubert i 4 satser (den 9. symfoni), hvor Sol Gabetta ikke medvirkede. Satserne var brudt op, sådan at der imellem satserne var musik-stykker, hvor hun var solist. Først cellokoncert nr. 1 af Saint-Saëns, dernæst "Waldesruhe" af Dvoràk og til sidst Andante cantabile fra Tjajkovskijs strygekvartet nr. 1. Det var virkelig godt, og bestemt ikke sidste gang, at vi lægger vejen forbi DR's koncertsal. Det må gerne være med Sol Gabetta igen, men der er jo også mange andre store musikere, som det kunne være spændende at høre.
I får lige en bid af koncerten fra Sol Gabettas første optræden med symfoniorkestret her