søndag den 30. november 2008

Pil og jul


Hos en af vores naboer har jeg set en sød og fin pileting, som passer her til vinter- og juletid. Og det ville jeg da også prøve at lave. Så jeg fik lagt nogle pil i blød, og har fået lavet nogle stykker. De er gode at sætte udenfor i noget gran, eller hvad man nu har stående ved sin dør for at byde velkommen. Næste weekend skal vi en tur til Køge til min fars 75 års fødslsdag, og så skal vi jo en tur på kirkegården, og der vil jeg tage én med til mors grav. Jeg vil også tage nogle stykker med på biblioteket for at sælge dem. I dag har jeg lagt mere pil i blød, så jeg evt. kan lave nogle fler eller også lave nogle kræmmerhus. Jeg skal bare ikke lave for meget ad gangen, for det kan mine gigttommelfingere ikke klare.

lørdag den 22. november 2008

Vinteren er over os


Det er frost udenfor, men solen skinner med sine sidste stråler. Der er ikke så mange gøremål tilbage i haven. Nu er det tid til de indendørs sysler. Med håndarbejde, pilefletning og slægtsforskning. Jeg fik lige taget et billede ned over haven foran huset og ned mod tørrepladsen. Den så noget anderledes farvestrålende ud i sommer, men nu er der til gengæld fint udsyn over mod Fuglekærgård, efter at bladene er raslet af træerne.
Og der kom Frank med en kop kaffe. Tak for det.

lørdag den 8. november 2008

Gåseslagtning


Så er den årlige gåseslagtning overstået hos Hans og Margit. Og som sædvanlig med gule ærter og "flæsk" efter veloverstået slagtning og plukning. I morgen skal indmaden tages ud og de sidste fjer skal svitses. Så er gåsen klar til Mortens aften og juleaften.
De 4 gæs, vi startede med at have i juni, er desværre af Mikkel ræv blevet bragt ned på 2 stk., som efter Mikkels besøg (i 2 omgange) blev sat i pleje hos Hans, hvis indhegning er meget bedre end vores. Mikkel kom ikke på besøg derhenne, men til gengæld blev Hans's hønseflok på det nærmeste udryddet af en mår (formodentlig) for en uges tid siden. Så Hans installerede tidsindstillet P3-musik ude i hønsehuset for at skræmme den væk, så gæssene kunne holde til "store-slagte-dag". Forøvrigt kom de sølle retser af høns og kyllinger faktisk i pleje hos Jens. Ja sådan kan det gå.

onsdag den 5. november 2008

Hjemmelavede tomatfrø



Tomatfrøene gærer

Det er ved at være slut med tomaterne i drivhuset, og for et par dage siden tog jeg tomater fra til frø til næste år. Jeg har lavet et glas med "frøsnask" fra hver af flg. sorter: Incas, Golden Königin, Roma, Moneymaker, Zuckertraube - alle fra Solsikken. Desuden fra en meget velsmagende lille, orange tomat, som stammer fra Lene Toftegård i Vedskølle, så herhjemme hedder den bare Vedskølle-tomat. Nu har det så stået og gæret, og så skal jeg have lagt frøene til tørring på noget toiletpapir. Det plejer at lykkes meget fint. Det største problem er næsten at man er tilbøjelig til at få produceret for mange tomatplanter året efter. Og der er jo grænser for hvor stor en familie man har, der kan aftage overskydende planter!

søndag den 2. november 2008

Bøgehæk


Vi har brugt noget af søndagen på at plante to bøgehække, som skal skærme noget af for vinden, som kommer fra vest ude fra gårdspladsen. Vi synes selv, det kom til at se rigtig godt ud. Nu håber vi bare at planterne overlever.