Er jeg økofeminist?

Jeg læste en artikel i Information for et par uger siden: "Kvindekampen rykker tilbage i køkken og have"  (8. marts var det selvfølgelig). Efterhånden er der en del unge kvinder, som begynder at prioritere det nære liv, dyrke haven og tilbringe mere tid i køkkenet med at lave god og sund mad, og som kalder sig selv økofeminister. Det synes jeg jo lyder sympatisk eftersom det er den måde, jeg har forsøgt at leve mit liv på. Det er ikke, fordi kvinderne vil holde op med at kæmpe for ligestilling, men de mener, at det måske netop er  i det nære liv, at kampen for ligestilling begynder? I USA er der ligefrem en bevægelse, som hedder "Radical homemakers", og som består af både kvinder og mænd. Tanken bag deres bevægelse er, at der generelt er noget galt med magtbalancen i verden. Når man ikke selv dyrker sin egen mad, når man forbruger helt vildt af verdens ressourcer, så går det ud over nogle mennesker et andet sted i verden. Derfor må man begynde at tage vare på verden ved at begynde at gøre mere selv, at sørge meget mere basalt for sig selv. Disse tanker er ikke nye, for de fandtes allerede i kollektivbevægelsen dage. I de kollektiver, jeg boede i, var det bestemt også en indstilling, som vi var en del af. Vi dyrkede vores egen have og prøvede at leve i respek for naturen og verden omkring os. Vi deltog i, og købte mad i økologiske indkøbsforeninger, for dengang i 80'erne var det ikke muligt at købe økologiske varer i almindelige butikker.
Det er jo lidt sjovt, at det, som har været en naturlig ting i over 30 år nu er gået hen og blevet en trend, ikke?

Her er lige et billede af efterårets høst af vores egne "radical homemade" kålhoveder.

Sol Gabetta

I fredags var Frank og jeg en tur i DRs koncertsal for første gang. For et par år siden faldt vi over den unge og talentfulde cellist ved navn Sol Gabetta, som vi hørte en cd med, og vi syntes det var fantastisk. Musikken på cd'en var af Edward Elgar og indspillet med DR's symfoniorkester. Da vi derfor så, at hun atter skulle spille i koncertsalen købte vi straks billetter. Koncerten var en stor oplevelse. At være der selv, indfange atmosfæren og være så tæt på denne dygtige og indlevende musiker, de mange dygtige musikere i orkesteret og den dygtige engelske (og humoristiske) dirigent  Pual McCreesh. Programmet var en symfoni af Schubert i 4 satser (den 9. symfoni), hvor Sol Gabetta ikke medvirkede. Satserne var brudt op, sådan at der imellem satserne var musik-stykker, hvor hun var solist. Først cellokoncert nr. 1 af Saint-Saëns, dernæst "Waldesruhe" af Dvoràk og til sidst Andante cantabile fra Tjajkovskijs strygekvartet nr. 1. Det var virkelig godt, og bestemt ikke sidste gang, at vi lægger vejen forbi DR's koncertsal. Det må gerne være med Sol Gabetta igen, men der er jo også mange andre store musikere, som det kunne være spændende at høre.
I får lige en bid af koncerten fra Sol Gabettas første optræden med symfoniorkestret her

Dyrebart venskab

Bilbo og Findus

Dyrene her på Brunhøjgård er meget sociale dyr. I ridehuset og på folden færdes hestene og fårene sammen på bedste kammeratlige vis. Inden døre i bryggerset, hvor Bilbo har sin hundekurv, får Findus og Miv også lov til at være inde engang imellem. Ofte indtager kattene hundekurven, og så affinder Bilbo sig med at ligge på gulvet. Men af og til hygger de sig sammen i hans kurv. Søde ser de da ud!