Er jeg økofeminist?

Jeg læste en artikel i Information for et par uger siden: "Kvindekampen rykker tilbage i køkken og have"  (8. marts var det selvfølgelig). Efterhånden er der en del unge kvinder, som begynder at prioritere det nære liv, dyrke haven og tilbringe mere tid i køkkenet med at lave god og sund mad, og som kalder sig selv økofeminister. Det synes jeg jo lyder sympatisk eftersom det er den måde, jeg har forsøgt at leve mit liv på. Det er ikke, fordi kvinderne vil holde op med at kæmpe for ligestilling, men de mener, at det måske netop er  i det nære liv, at kampen for ligestilling begynder? I USA er der ligefrem en bevægelse, som hedder "Radical homemakers", og som består af både kvinder og mænd. Tanken bag deres bevægelse er, at der generelt er noget galt med magtbalancen i verden. Når man ikke selv dyrker sin egen mad, når man forbruger helt vildt af verdens ressourcer, så går det ud over nogle mennesker et andet sted i verden. Derfor må man begynde at tage vare på verden ved at begynde at gøre mere selv, at sørge meget mere basalt for sig selv. Disse tanker er ikke nye, for de fandtes allerede i kollektivbevægelsen dage. I de kollektiver, jeg boede i, var det bestemt også en indstilling, som vi var en del af. Vi dyrkede vores egen have og prøvede at leve i respek for naturen og verden omkring os. Vi deltog i, og købte mad i økologiske indkøbsforeninger, for dengang i 80'erne var det ikke muligt at købe økologiske varer i almindelige butikker.
Det er jo lidt sjovt, at det, som har været en naturlig ting i over 30 år nu er gået hen og blevet en trend, ikke?

Her er lige et billede af efterårets høst af vores egne "radical homemade" kålhoveder.