Indtil juleferien havde jeg ikke hørt om dette fænomen, men nu er jeg uhjælpeligt hooked.
Min introduktion til Wordfeud var fra Anna, som var hjemme fra København på juleferie. Hun har længe været i gang med at bearbejde mig, for at jeg skulle udskifte min gode gamle Nokia klaptelefon med en Iphone. Nu har jeg jo til min fødselsdag fået en Ipad, så jeg er begyndt at bevæge mig ind på Apple-vejen, men jeg synes i bund og grund, at Apples produkter er uforholdsmæssigt dyre, og ikke kompatible med ret meget andet. Så hvorfor er det lige, at jeg skal gå fra min bundsolide Nokia, som er ligeså trofast og langtidsholdbar som en Ferguson-traktor? Anna lavede derfor en liste med plusser og minusser. På plus-siden var det så, at hun anførte, at man kunne spille Wordfeud. Og hvad er det nu for noget?, spurgte bonderøven så.
Så blev jeg ellers introduceret til dette fantastiske spil, som jo bare er en elektronisk udgave af det gode gamle Scrabble-spil. Dog har denne udgave så den enorme fordel, at du kan have det med dig overalt, og at du kan have flere spil i gang på én gang med forskellige modstandere.
Endnu behøver jeg dog ikke at udskifte Nokia'en for jeg kan nemlig spille Wordfeud via min Ipad, og skal jeg endelig have en ny telefon, behøver det ikke nødvendigvis være en Iphone, for også andre smartphones dur til at tilfredsstille den indre spille-djævel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar