tirsdag den 9. december 2008

Decemberhaven



Havde en dejlig flex-dag, hvor jeg fik hjemmehygget, men også fik lavet noget havearbejde. Jeg fik luget det værste ukrudt ved hvidløgene og jordbærrene, og så fik jeg kørt hestemøg på. Jeg fik renset og spulet i drivhuset, så nu er det endelig helt vinterklart. Fik også kigget på pilene, som jeg faktisk bør se at få høstet. Der er allerede nogle af dem, som er begyndt at få knopper. Desværre får jeg jo ikke lavet så meget pileflet, som jeg rent faktisk har materialer til. Mon ikke der er nogle, der har lyst til at komme og hente noget gratis pil? Det kunne være dejligt.

søndag den 7. december 2008

Nej tak til skovsvin i Danmark


Nu har jeg oprettet min første gruppe på Facebook! Den kan nu ses i min profil.

Jeg blev så sur over alt det affald jeg fandt langs Vigen Skovvvej gennem skoven og på Skovbyvej, at jeg ikke bare kunne gå rundt med den harme inden i mig selv.

Det startede med, at jeg fandt en grå plasticsæk med teksten "Hold Danmark rent", da jeg var en tur i skoven med hundene. Sækken samlede jeg op for at tage med hjem og smide ud. Kort derfra fandt jeg så den første øldåse. Den smed jeg i sækken, som viste sig at være ubrugt og uden huller. Og så gik det ellers slag i slag, og jeg endte med at komme hjem med et ordentligt læs affald. 22 øldåser, 4 hjulkapsler, 3 cigaretpakker, 1 ølflaske og 1 plastbakke fra MacD. Jeg lod dog de vin- og andre flasker ligge, som var smidt i grøften., da jeg ikke orkede at slæbe på dem. Ofte har jeg da taget enkelte ølflasker og dåser med hjem, som jeg har set på løbe- og gåture for at indløse panten for dem eller smide dem i skraldesapanden. Men at jeg faktisk kunne samle så meget sammen på en strækning, som vel højest er på 1 1/2 km, ja det synes jeg er frygtelig trist.

søndag den 30. november 2008

Pil og jul


Hos en af vores naboer har jeg set en sød og fin pileting, som passer her til vinter- og juletid. Og det ville jeg da også prøve at lave. Så jeg fik lagt nogle pil i blød, og har fået lavet nogle stykker. De er gode at sætte udenfor i noget gran, eller hvad man nu har stående ved sin dør for at byde velkommen. Næste weekend skal vi en tur til Køge til min fars 75 års fødslsdag, og så skal vi jo en tur på kirkegården, og der vil jeg tage én med til mors grav. Jeg vil også tage nogle stykker med på biblioteket for at sælge dem. I dag har jeg lagt mere pil i blød, så jeg evt. kan lave nogle fler eller også lave nogle kræmmerhus. Jeg skal bare ikke lave for meget ad gangen, for det kan mine gigttommelfingere ikke klare.

lørdag den 22. november 2008

Vinteren er over os


Det er frost udenfor, men solen skinner med sine sidste stråler. Der er ikke så mange gøremål tilbage i haven. Nu er det tid til de indendørs sysler. Med håndarbejde, pilefletning og slægtsforskning. Jeg fik lige taget et billede ned over haven foran huset og ned mod tørrepladsen. Den så noget anderledes farvestrålende ud i sommer, men nu er der til gengæld fint udsyn over mod Fuglekærgård, efter at bladene er raslet af træerne.
Og der kom Frank med en kop kaffe. Tak for det.

lørdag den 8. november 2008

Gåseslagtning


Så er den årlige gåseslagtning overstået hos Hans og Margit. Og som sædvanlig med gule ærter og "flæsk" efter veloverstået slagtning og plukning. I morgen skal indmaden tages ud og de sidste fjer skal svitses. Så er gåsen klar til Mortens aften og juleaften.
De 4 gæs, vi startede med at have i juni, er desværre af Mikkel ræv blevet bragt ned på 2 stk., som efter Mikkels besøg (i 2 omgange) blev sat i pleje hos Hans, hvis indhegning er meget bedre end vores. Mikkel kom ikke på besøg derhenne, men til gengæld blev Hans's hønseflok på det nærmeste udryddet af en mår (formodentlig) for en uges tid siden. Så Hans installerede tidsindstillet P3-musik ude i hønsehuset for at skræmme den væk, så gæssene kunne holde til "store-slagte-dag". Forøvrigt kom de sølle retser af høns og kyllinger faktisk i pleje hos Jens. Ja sådan kan det gå.

onsdag den 5. november 2008

Hjemmelavede tomatfrø



Tomatfrøene gærer

Det er ved at være slut med tomaterne i drivhuset, og for et par dage siden tog jeg tomater fra til frø til næste år. Jeg har lavet et glas med "frøsnask" fra hver af flg. sorter: Incas, Golden Königin, Roma, Moneymaker, Zuckertraube - alle fra Solsikken. Desuden fra en meget velsmagende lille, orange tomat, som stammer fra Lene Toftegård i Vedskølle, så herhjemme hedder den bare Vedskølle-tomat. Nu har det så stået og gæret, og så skal jeg have lagt frøene til tørring på noget toiletpapir. Det plejer at lykkes meget fint. Det største problem er næsten at man er tilbøjelig til at få produceret for mange tomatplanter året efter. Og der er jo grænser for hvor stor en familie man har, der kan aftage overskydende planter!

søndag den 2. november 2008

Bøgehæk


Vi har brugt noget af søndagen på at plante to bøgehække, som skal skærme noget af for vinden, som kommer fra vest ude fra gårdspladsen. Vi synes selv, det kom til at se rigtig godt ud. Nu håber vi bare at planterne overlever.